Vask, smør - og SMIL!

Skrevet d. 11. april 2017



Vinterens salt og sjask er hård kost for din cykel – så hvis den virker ufornøjet i april, er det nok derfor. Heldigvis kan du hurtigt gøre cykelturen til arbejde til en ren og velsmurt fornøjelse!

Du skal bruge:
·         Et rengøringsmiddel, der opløser olie (fx opvaskemiddel)
·         En fed cykelolie til eftersmøring 
·         Svampe, bomuldsklude og et gammelt håndklæde
·         Børster - fx en opvaskebørste og en tandbørste til små og store dele
·         Sæbevand og rent vand til at skylle med


1. Opløs olien på kæden
Smør et fedtopløsende rengøringsmiddel på kæden og cyklens andre olierede dele. Opvaskemiddel er fint. Brug evt. et gammelt håndklæde til at massere ren opvaskemiddel ind i kæden, hvis den er meget beskidt. Lad det stå og virke lidt.

2. Vask cyklen
Snup en blød svamp, mens du venter, og vask hele cyklen. Brug godt med sæbevand og start fra oven, så snavset ikke løber ned over de rene dele. Træk en bomuldsklud gennem fx pedalerne, hvor svampen ikke kan komme ind. Sørg for at få al olie af hjulenes bremseflader – olie og bremser er en skidt kombination.


3. Fjern fedt og snavs
Nu kan du fjerne den opløste olie og det løsnede snavs fra kæde osv. Brug en svamp, der må blive meget beskidt. Hold den mod kæden og kør kæden rundt. Giv også tandhjulene en tur og brug fx en tandbørste til at komme ind i krogene.

4. Rens bremseklodserne
Træk en bomuldsklud ind mellem forhjul og bremseklodser. Sådan fjerner du småsten, salt og gammelt gummi og aluminium, der får din cykel til at bremse dårligere. Gentag på baghjulet. 

 
5. Skyl efter og tør cyklen

Nu har du været hele cyklen igennem med vand og sæbe. Løb cyklen over med en klud og tag, hvad sæben har opløst. Skyl med rent vand, så al sæbe kommer ud af smådelene, og tør cyklen.

6. Smør og kør
Du er næsten klar til at cykle til arbejde – nu skal du bare smøre delene igen. Dryp olie på kæden, kør den et par gange rundt og tør overskydende olie af med en klud. Giv alle bevægelige dele et beskyttende dryp olie. Vil du sætte prikken over i’et? Så puds stel, styr og pedalarme med lidt olie på en klud. Det giver flot finish og danner en beskyttende overflade.

Rigtig god cykeltur!

PS: Måske er det ikke alle dele på din cykel, der har overlevet vinteren? Hvis du er i tvivl, om vask og smøring er nok, så læs vores artikel om forårsklargøring

Af Magnus Lindhart Jørgensen, cykelmekaniker