Verdens byer sadler op

Skrevet d. 11. januar 2017

 

"Det plejede at være en ensom fornøjelse at cykle til arbejde om morgenen. Men nu er hver eneste dag blevet Bike to Work Day for titusinder af pendlere her i San Francisco. Hvor er vi kommet langt de seneste 20 år," sagde Leah Shahum, direktør for organisationen San Francisco Bicycle Coalition, op til årets udgave af Bike to Work Day.

I San Francisco er dagen en mangeårig tradition og en stor succes. Målt efter danske forhold er antallet af hverdagscyklister i San Francisco beskedent, men der kommer flere og flere til. Og én gang om året – på Bike to Work Day – er der flere cyklister end bilister på hovedgaden Market Street.

Livet er for kort til trafikpropper
Med et grønnere og sundere trafikbillede for øje sigter byer rundt om i verden lige nu efter at skabe en cykelkultur efter dansk og hollandsk forbillede. For et par år siden hoppede Kroatiens stærkt trafikerede hovedstad med på bølgen under parolen: ”Livet er for kort til trafikpropper.”

"Bekæmpelse af klimaændringerne er en global nødvendighed, og en fjerdedel af CO2-udledningen kommer altså fra transportsektoren," sagde Kroatiens miljøminister, Slaven Dobrovic, da han i foråret åbnede den tredje udgave af Bike2Work i Zagreb.

Den kroatiske kampagne er en del af det paneuropæiske Bike2Work-projekt, som det europæiske cyklistforbund, ECF, står bag. Projektet skal med EU-midler i ryggen flytte pendlere væk fra den motoriserede trafik og over på cyklerne, og det tegner til at blive en stor succes.

I 2015 deltog næsten 300.000 pendlere fra 19 europæiske lande i kampagner under Bike2Work. Over 65.000 af dem var nye cyklister. Samlet set sparede deltagerne deres hjembyer for et femcifret antal tons CO2.

Kampagner gør en forskel
Forbilledet for Bike2Work-kampagnerne er Cyklistforbundets pendlerklassiker Vi cykler til arbejde, som hvert år lokker nye cyklister i sadlen. Vi cykler til arbejde har vist, at kampagner kan rykke på indgroede transportvaner, og dét budskab ser nu ud til at være nået helt til Brasilien.

I hvert fald har landet trods sin beliggenhed fjernt fra Europa meldt sig under Bike2Work-projektets faner.
1.500 mennesker fra 32 forskellige byer cyklede med, da Bike2Work debuterede i Brasilien.