Cykelture i Danmark

Der er masser af skønne cykelruter i Danmark, og det kan være svært at vælge. Her får du tre bud på spændende endagsture - håndplukket af ferieeksperterne hos Dansk Cykelturisme fra deres nye bog "Cykelture i Danmark".


1) RIBE - Vikinger og Vadehavet
Rundtur 27 km (Panoramarute 403) - se kort over ruten

 

Ribe er Danmarks ældste by, og på turen får I danmarkshistorien helt ind under huden. Samtidig er det nærliggende vadehavsområde så naturskønt, at UNESCO har udpeget det som verdensarv.

Ruten er en rundtur, så startstedet er valgfrit, men vi foreslår Ribe Plantage i udkanten af byen. Stedet er historisk: Vest for hovedvejen ligger et par klitter, som fra engang i 1500-tallet var byens galgebakke. Selve galgen var i brug i et par hundrede år, og den sidste henrettelse var så sent som i 1844.

Lidt syd for galgebakken er et gammelt bøgetræ mærket med vandstanden ved den sidste stormflod, som var i starten af 1900-tallet. Siden da har byen været beskyttet af diger.

Vand eller land?
Inden længe når I til Nørre Farup – en såkaldt forteby, hvor gårdene ligger rundt om et fælles græsningsareal, en forte. Ved Kammerslusen fra 1912 – året efter stormfloden – er I på kanten af Danmarks største nationalpark med et helt enestående dyreog fugleliv.

l bør unde jer selv en pause og parkere cyklerne, så I kan gå op på diget  og nyde den storslåede udsigt ud over Vadehavet, inden I fortsætter sydpå. Bemærk det særlige landskab, som er en grænseegn mellem hav og landjord med både sand, saltaflejringer og vegetation. Med tidevandet skifter billedet markant.

Autentiske vikingemiljøer
Næste stop er Vadehavscentret, kort efter at I er drejet ind i land igen. Her kan I blive klogere på naturområdet, som er hjemsted for over 10.000 dyre- og plantearter. Trænger I til at hvile benene, kan vi anbefale hængekøjerne på pausestedet ved centret. Det kan være en god idé, for turen tilbage til Ribe byder ofte på lidt modvind. Til gengæld byder den også på endnu en stor historisk oplevelse, nemlig mødet med ”de lokale” for 1.000 år siden.

I Ribe VikingeCenter kan I møde storbonden, krigerne og skjoldmøerne, vølven, håndværkerne og købmændene, og her er både café og en mytologisk legeplads.

Fem skibe i én kirke
Tilbage i Ribe er domkirken afgjort også et besøg værd. Den er Danmarks ældste og eneste femskibede kirke – den er så bred, at Rundetårn kan ligge på tværs af den. Hvis benmusklerne kan holde til det, må I bestemt tage turen op ad de 248 trappetrin til det flade tag på Borgertårnet. Belønningen for indsatsen er en formidabel udsigt ud over marsklandskabet.

Tæt på domkirken ligger byens kunstmuseum, som har en meget fin samling af dansk malerkunst fra perioden 1750-1950: fra guldaldermalere som Eckersberg og Skagensmalere som Anna og Michael Ancher til klassiske modernister som L.A. Ring og Olaf Rude.

Se ruten her

Foto:  Niclas Jessen / VisitDenmark (top), Ribe Vikingecenter / VisitDenmark (tv), Shutterstock (th)


2) SAMSØ - Øen rundt
Rundtur 56 km (Regionalrute 34 og 35) - se kort over ruten 

 

Samsø er en herlig, familievenlig og relativt flad ø at cykle på, og naturen er intet mindre end fantastisk. Samsingerne passer også godt på den: De er selvforsynende med vedvarende energi.

Færgen fra Hou ved Odder syd for Aarhus til den lille perle af en ø i Kattegat tager kun en time. Den lægger til i Sælvig Havn midt på øens vestkyst, og hvis I vil leje cykler, kan I bestille dem på forhånd, så de står klar til jer i havnen. Det samme gælder, hvis I sejler fra Sjælland og ankommer til Ballen Havn.

Samsøs to skiltede cykelruter, rute 34 og 35, fører jer godt omkring til oplevelserne på øen. Ruten er her beskrevet med start i Sælvig Havn.

Effektiv naturpleje
Start med at cykle nordpå på rute 34 fra havnen langs kysten mod Kanhavekanalen, som blev anlagt af vikingerne helt tilbage i det 8. århundrede. Herefter går ruten gennem Mårup Skov og måske ud til Mårup Havn. Ellers fortsætter I bare op til Nordby Kirke, som kan dateres til begyndelsen af 1200-tallet.

Undervejs på turen kan I ikke undgå at lægge mærke til øens får. Det er de karakteristiske gutefår, som Samsø Kommune har sat ud for at pleje den unikke natur.

Hold gerne en pause i Nordby, øens nordligste landsby, med det gule klokketårn, gadekæret og de smukke bindingsværkshuse. Herfra skal I en tur ud til udsigtstårnet på Ballebjerg, som med sine 64 meter over havet er Samsøs højeste punkt. Hvis I vil helt ud på nordspidsen af øen, Issehoved, må I stille cyklen og vandre igennem Nordby Bakker, men det er bestemt turen værd.

Fem kilometer stenrev
Rundturen fører jer tilbage sydpå mod Stavns Fjord med naturhavnen Langøre Havn, der er Samsøs mindste. Herfra går ruten tilbage til Kanhave og videre mod Alstrup, hvorfra I nu skal følge rute 35. Følg vejen sydpå og glæd jer til Besser Udsigtstårn, der er bygget oven på resterne af en gammel mølle. Overvej en tur ud til Besser Rev, der er Danmarks største oversøiske stenrev.

Ellers fortsætter ruten sydpå, og undervejs passerer I øens golfbane, hvor de græssende gutefår også har været på arbejde. Når I kommer til Langemark, kan I overveje at foretage en afstikker til Tranebjerg, hvis kirke har et af landets største landsbykirketårne: 28 meter højt, 12 meter bredt på den ene led og 10 meter bredt på den anden.

Bliv klog på vedvarende energi
Uanset om I har været forbi Tranebjerg eller ej, sætter I nu kursen mod Ballen. Her kan I om sommeren få en rundvisning på Energiakademiet og lære om øens vedvarende energi. Kig også forbi Den gamle Købmandsgård fra 1844, inden I cykler ind i landet igen til Brundby Mølle. Den gamle stubmølle blev bygget på Endelave i det sydlige Kattegat i 1600-tallet og siden flyttet til Samsø.

Fra Ballen er der færgeforbindelse til Kalundborg på Sjælland. Fra Brundby cykler I sydpå til Brattingsborg Gods – gerne med stop i Ørby Kirke, hvis døbefont menes at stamme fra middelalderen. Godset har tilhørt slægten Danneskiold-Samsøe, siden det blev oprettet i 1677, og om sommeren er der adgang til slotshaven. Selve slottet er fra 1871.

En helt forrygende udsigt
Ruten går nu nordpå igen til Kolby, hvor kirken og den gamle hollandske mølle er absolut seværdige. Herefter venter en ganske anden slags oplevelse helt ude på stranden på vestkysten af øen: Ilse Made Kilde i Vesterløkken. I en udhulet egestamme, som er dateret tilbage til bronzealderen, springer en kilde med ferskvand.

Herfra går ruten igen ind i landet til Pillemark, før I kan komme nordpå mod Tanderup. Her skal I følge vejen mod Onsbjerg og holde en pause ved Dyret: Det er det højeste punkt på den sydlige del af Samsø, og med sine 51 meter over havet er udsigten selvsagt imponerende. Sidste stop på rundturen er Onsbjerg Kirke, som er den ældste på øen. Her skal I se en helt særlig seværdighed: et lille, romansk guldkrucifiks, som er ca. 900 år gammelt og har givet kirken sit tilnavn: Hellig Kors Kirke. Nu, hvor I er her, bør I også løfte blikket og beundre kirkeskibet, som er en tremastet skonnert fra 1937. Fra Onsbjerg fører ruten det sidste stykke tilbage til Sælvig Havn. 

Se ruten her

Foto: Nicolai Perjesi / VisitDenmark 


3) STEVNS - Drama på klinten
Rundtur 43 km (Panoramarute 426) - se kort over ruten

 

Det er ikke for meget at kalde ruten en cykeltur i verdensklasse, for Stevns Klint er optaget på UNESCO's liste over verdensarv.

Rundturen kan starte hvor som helst, men vi tager udgangspunkt i Rødvig. Kommer I fra Københavnsområdet, er det nemt at tage cyklerne med: Fra Københavns Hovedbanegård tager det under halvanden time at komme til Rødvig, først med S-tog til Køge og derefter videre med lokalbanen.

Rødvig er en lille, hyggelig havneby med fiskeri- og lystbådehavn, så start gerne med at gå en tur dér. På vej ud af byen kan I allerede se den kridhvide klint, og hvis I en anden gang har lyst til at vandre en længere tur på den, er der etableret en 20 kilometer lang trampesti fra Rødvig til Bøgeskov Havn.

Men nu skal I ud at cykle, og ruten fører først mod Boesdal Kalkbrud. Bruddet er nedlagt, men I kan køre en tur ned og se den store pyramide, hvori kalken blev opbevaret – et imponerende rum. Kort efter når I til Stevnsfortet, som består af over halvanden kilometer underjordiske gange. Det blev bygget i starten af 1950’erne som en hemmelig del af NATO’s forsvar under den kolde krig. Her var man klar til krig døgnet rundt i hele 40 år. Af sikkerhedsmæssige grunde kan man kun besøge fortet på guidede ture.

For folk uden højdeskræk – 1
Næste obligatoriske pause er ved Højerup, for herfra får I et helt enestående vue ud over Stevns Klint. Her er også en trappe ned til stranden, som I bør benytte, så I kan se klinten nedefra. Mellem kridt og kalk gemmer den på et tyndt lag fiskeler fra dengang for 65 millioner år siden, hvor en asteroide ramte jorden og udryddede dinosaurerne. Hvis I vil have mest muligt ud af oplevelsen, kan I forberede jer hjemmefra med appen Stevns Klint.

Kig også ind i Højerup Gl. Kirke, som nærmest hænger ud over klinten. Selve koret faldt i havet ved et klinteskred for snart 100 år siden, men nu er resten sikret.

For folk uden højdeskræk – 2
Lidt længere nordpå når I til det højeste punkt på Stevns Klint, 41 meter over havet. Her bør I stille cyklerne og komme endnu højere op, for Stevns Fyr er åbent for besøgende, og I kan nok gætte, hvad de 27 ekstra meter betyder for udsigten.

Kort efter kan I vælge at dreje fra mod Store Heddinge og dermed afkorte turen med 20 kilometer, men ellers fortsætter I mod flere flotte oplevelser: Stevns Kridtbrud og de rekreative områder ved Flagbanken og det nedlagte Holtug Kridtbrud, hvor I også kan lede efter fossiler. Herfra går turen ind i land op mod Magleby, hvorfra I drejer sydpå og retur mod Rødvig. Den sidste pause kan passende være i Store Heddinge med det fine vandtårn, der er bygget af kridtsten fra klinten i 1911. 

Se ruten her

Foto: Kim Wyon / VisitDenmark (tv), Østdansk Turisme (th)


Læs mere

  • Se flere cykelruter - eller lav din egen på denmarkbybike.dk
  • Køb bogen "Cykelture i Danmark" - med 84 cykelruter fra Skagen til Gedser her
  • Få mere inspiration til cykelture og -ferier på cyklistforbundet.dk