Fra holdkaptajn til sportsdirektør!

Skrevet d. 1. marts 2017


Billeder fra Jups cykelhold anno 2014. Det er er sportsdirektør Jens Ulrik Weper i den gule jakke.

Ingen ville være holdkaptajn i Nykredit Aalborg, men så trådte seniorudvikler Jens Ulrik Weper til. Han udnævnte sig selv til sportsdirektør og gjorde det så godt, at han vandt titlen Årets Holdkaptajn 2014. Her deler Jens Ulrik ud af sine tips og tricks til andre nye kaptajner. 

Du løb med titlen som Årets holdkaptajn i 2014 – hvilket stof skal en god kaptajn være gjort af?
Man skal bare have lidt overskud til at få holdet oprettet, men så kører det egentlig bare af sig selv. Det er blevet meget lettere, nu hvor folk selv kan registrere og følge med i udviklingen. Hvad man herefter lægger i rollen, er jo op til én selv - der skal egentlig ikke så meget til. For mit vedkommende kom det lidt hen ad vejen, hvor det gode vejr gav lyst til lidt længere holdture, bl.a. for at hente kolleger.

Undersøgelser peger på at mange bilister drømmer om at cykle mere. Har du nogle gode råd til at få flyttet de inkarnerede bilister over i cykelsadlen?
Det er vigtigt at virksomheden bakker op omkring tilmeldingen og evt. kårer årets bedste cyklist – hvad end kriterierne måtte være. Det brander virksomheden som en sund virksomhed, der gør noget for medarbejderne. Det er naturligvis også en fordel med omklædningsfaciliteter. Kampagnen vækker smagen for cykling, så man næsten ikke kan lade være med at fortsætte efter maj. Samtidig opdager man, at det ekstra tidsforbrug i forhold til bil eller offentlig transport ofte er bemærkelsesværdigt lille.

En af kaptajnens vigtigste roller, er at holde gejsten på holdet oppe. Hvad gjorde du for at motivere dine ryttere sidste år?
Jeg sendte ugentlige statusmails med folks placering og hvor langt vi havde kørt i alt – og lokkede med ”en tur til Afrika”. Vi nåede da også Vest Sahara, når man lagde vores cyklede kilometer sammen. Men vigtigst er det nok at have nogle andre hold at køre mod og håne kærligt. Intern konkurrence på holdene gav også rigtig meget motivation for visse deltagere sidste år. Her er hjemmesidens grafer og sammentællinger en god hjælp.

Hvis du skal give ét godt råd videre til andre holdkaptajner – hvad skal det så være?
Få holdet oprettet i en fart, så I kan komme ud i den dejlige natur. Det er det, der tæller.

Meld dit cykelhold til her