Guide til køb af elladcykler

 
For Ann-Sophie Bon har det været et større arbejde at  finde den rigtige elladcykel. For skal man virkelig betale over 20.000 kr. for at få en elladcykel af den rette kvalitet? Efter et større researcharbejde og flere prøveture var der dog ingen tvivl for Ann-Sophie: kvalitet og pris følges ad.

Ann-­Sophie Bon købte i foråret en elladcykel. Det var svært at vælge den rette cykel, og den blev dyrere end beregnet – men nu har den kørt 400 km på otte uger, mens bilen står og samler støv i indkørslen.

– Du snakker ikke om andet end den elladcykel! Det er Ann-Sophie Bons gode veninde Laura, der siger det – og det er kun for sjov. Men lidt er der alligevel om det, for som næsten nyslået ejer af en elladcykel, så er det faktisk noget, der fylder. Ann-Sophie har haft cyklen i cirka to måneder, og den har vendt temmelig meget op og ned på familiens vaner.
Ann-Sophie bor i Odense sammen med sin mand Marco, deres lille datter Mercedes og hunden Civa. Og egentlig var hun og Marco slet ikke cyklisttypen. Men det er de blevet nu – alle sammen inklusive hunden.
– Nu står bilen helt støvet til af pollen i indkørslen, for vi har stort set ikke brugt den siden vi fik elladcyklen, fortæller Ann-Sophie, som har kørt 400 km på cyklen i løbet af de sidste otte uger.

Tvivlede på, om de fik den brugt
Men hvad får to ikke-cyklister til at investere i en cykel til over 20.000 kroner?
– Jeg syntes simpelthen, at det så så hyggeligt ud. Og så var jeg ude at se på et almindeligt barnesæde til min cykel, men det kostede 1.500 kr., og det syntes jeg var dyrt for så lidt. Derfor tænkte jeg, at vi næsten lige så godt kunne gå hele vejen og købe en elladcykel, forklarer Ann-Sophie.
Hun og datteren havde gået i en legegruppe sammen, hvor et par af mødrene allerede havde elladcykler. En af dem havde købt en model til cirka 10.000 kr. – og det var det, som Ann-Sophie og hendes mand i første omgang tænkte, at ladcyklen skulle koste.
– Det er jo ret mange penge for en cykel, tænkte jeg. Men så gik jeg i gang med at undersøge markedet og fandt ud af, at det kun var de allerbilligste modeller, der lå i det prisleje. Jeg kunne også se på anmeldelserne på bl.a. Trustpilot, at der var mange klager over de  billigste modeller, fortæller Ann-Sophie, som nu gik i gang med et større researcharbejde.

Mange modeller at vælge imellem
Hun var vidt omkring i sin søgen efter den helt rigtige model. Hun tjekkede test og anmeldelser på nettet, talte med veninderne  fra legegruppen, prøvekørte flere cykler hos forhandlerne – og ringede endda også til  Cyklistforbundet for at få gode råd.
– Til slut valgte vi at købe en cykel af mærket Babboe, som kostede lidt over 20.000 kr. Det dobbelte af, hvad vi havde regnet med. Men vi ville hellere have en cykel af en ordentlig kvalitet, end en billig model, som ruster og går i stykker efter tre måneder – og som vi måske ikke kan få repareret, forklarer Ann-Sophie.
Og hun har ikke fortrudt sit valg en eneste gang.
– Før vi købte den, var jeg faktisk lidt i tvivl om, hvor meget vi ville få den brugt. Men den første dag kørte Marco og jeg rundt på den hele aftenen, fordi vi bare syntes, det var så fedt. Og nu bruger vi den hver dag, når Mercedes skal i institution. Så kan jeg også tage hunden med og lufte den nogle nye steder. Det er super fint, for den har nemlig ikke så lange ben, griner Ann-Sophie.

Tjek markedet før du køber
For hende var det en indviklet proces at købe elladcykel.

Ann-Sophie har selv følgende at give videre:
– Det er en god idé at undersøge markedet først og prøvekøre cyklerne. Jeg er f.eks. blevet rigtig glad for at kassen på vores har runde hjørner, for det gør, at jeg sidder rigtig godt i den med min datter, når hele familien er ude at køre. Det betyder også noget for mig personligt, at vi har købt den i en fysisk  butik, for så ved jeg, hvor vi skal tage hen, hvis den går i stykker, siger hun.


Priser og ekstraudstyr
Elladcykler kommer i mange modeller og prislejer – og priserne kan ind imellem være svære at sammenligne. Det skyldes bl.a., at det er ret forskelligt, hvor meget ekstraudstyr, der er med i prisen.

Ekstraudstyr kan f.eks. være ting som kaleche, babysæde, solsejl, regnslag, hynder, seler, bænke – og en skridsikker måtte til hunden. Så husk at tage udstyret med i betragtning, når du sammenligner cykler i samme prisleje.

Husk, du kan altid prøve at forhandle noget ekstraudstyr med i prisen – måske kan du få lidt ekstra med, så du undgår at overskride budgettet.

Ellers kan det være en god idé at teste behovet for ekstraudstyr, før du køber hele pakken. Måske har du reelt ikke brug for det.