Morgenbjergbestigning: 7 fantastiske udsigter i Region Hovedstaden

Skrevet d. 29. maj 2018

Stå tidligt op, stik af fra den vante rute – og start dagen med det store vue! Junis lyse morgener er perfekte til afveje og udsigter. Her er en guide til syv steder, der løfter din dag.

Skansebakken i Hillerød. Foto: Hillerød kommune

Hovedstadsregionen er ikke det, vi taler mest om, når Danmarks højeste punkter er på skoleskemaet. Men tag ikke fejl, der er masser af bakker og høje, som du kan cykle omkring, hvis du vil op og se verden fra en ny vinkel. Her får du en guide til syv fantastiske toppe – og en invitation til at cykle ud og finde dine egne udsigtspunkter i hverdagen!  

1. Fruebjerg, Gribskov
I det kuperede terræn midt i Danmarks fjerdestørste skov troner Fruebjerg. Gribskovs stejleste bakke blev engang brugt til store grundlovsmøder – nu venter den bare på, at du bestiger den og får din belønning: En fantastisk udsigt til Arresø cirka 10 km mod vest. Rundt om skovhøjen byder landskabet på tæt skov, lysninger og fredfyldte enge, og har du tid, kan du gå på jagt efter fortidsminder – fx jættestuen Mor Gribs Hule.

Højde:
65 meter over havet
Sådan kommer du op: Du kan cykle – men pas på det løse grus
Cykelrute i nærheden: Regional cykelrute 33 fra Gilleleje til Hillerød (Gillelejestien)

Læs mere

2. Skansebakken, Hillerød
Grosserer Francis Zachariae købte i 1938 Skansebakken i Hillerød, og af ren begejstring for stedets natur og udsigt fik han den fredet. I dag vrimler bakken med vilde blomster, sjældne sommerfugle – og ivrige ornitologer, der kommer for at spotte fugletræk. Fra de hillerødske højder kan du se helt til Kullen i Sverige, men du får nok også lyst til bare at nyde Skansebakkens græsmarker, småskove, søer og vandhuller. Hvis det ikke var fordi, du skulle på arbejde, burde du tage din fiskestang med! 

Højde:
80 meter over havet
Sådan kommer du op: Der er adgang til fods og på cykel
Cykelrute i nærheden: Regional cykelrute 31 fra Hillerød til Farum

Læs mere

3. Eremitagesletten, Jægersborg Hegn
Eremitageslottet er blot et lysthus sammenlignet med andre royale residenser. Men den højt hævede beliggenhed midt på Eremitagesletten er storslået – og udsigten over Øresund kan vi godt krone som af de fineste på denne liste! En stjerne af veje løber over sletten og mødes ved det gamle jagtslot, og når du sætter dig med ryggen mod slottets barokke mure, kan du skue ud over det blinkende sund. Måske får du også øje på en kronhjort, der græsser nede på sletten, og så er der vist ikke et øje tørt!

Højde: 40 meter over havet
Sådan kommer du op: Dyrehaven er stor – godt du er på cykel!
Cykelruter i nærheden: National cykelrute 9 og regional cykelrute 60 (Grisestien)

Læs mere

Eremitageslottet med udsigt over sletten og Øresund. Foto: Shutterstock

4. Høje Sandbjerg, mellem Høsterkøb og Gl. Holte

Du kan hverken købe snaps eller limonade på toppen af Høje Sandbjerg, og det kan du takke den principfaste frøken Henriette Barfred-Pedersen for. Hun forbød al form for beværtning på den smukke bakke, da hun for 100 år siden solgte den til de nuværende ejere. Til gengæld kan du kigge, så meget du vil, på Søllerød Naturpark, København og Øresund. Frøkenens servitut siger nemlig, at bakken kun må benyttes som udsigtspunkt!

Højde: 85 meter over havet
Sådan kommer du op: Parker cyklen og gå til toppen. 
Cykelruter i nærheden: National cykelrute 9 og diverse lokale ruter

Læs mere

5. Ryethøj, Kirke Værløse
”Malerisk” er det ord, der bedst beskriver udsigten ned over det det skrånende landskab fra toppen af Ryethøj i brynet af Ryget Skov. For lidt over 100 år siden vandrede Danmarks verdenskendte maler Vilhelm Hammershøj da også herop med sit staffeli for at forevige synet. Da han tog det markante højdedrag med hjem på lærredet, har han sikkert sendt en taknemmelig tanke til de enorme smeltende ismasser, der for 15.000 år siden skabte det storslåede, kuperede terræn rundt om Farum Sø.  

Højde: Ca. 50 meter over havet
Sådan kommer du op: Tag fx cyklen gennem Ryget Skov og gå op på bakken 
Cykelruter i nærheden: National cykelrute 2

Læs mere

6. Kong Svends Høj, Smørumnedre
Der er ikke rigtig nogen, der ved, hvem Kong Svend var. Men lad det endelig ikke afholde dig fra at stige højt vejrs på hans høj i Smørumnedre. Den gamle gravhøj fra bronzealderen er bygget på landskabets højeste punkt og byder på en vidstrakt udsigt over Værebro Ådal – og når du alligevel har armene oppe over hovedet på grund af udsigten, så kan du lige vinke over til Maglehøj. Det er gravhøjen ovre hos naboerne i Smørumovre! 

Højde: Kong Svends Høj er 6 meter høj og ligger ca. 42 meter over havet
Sådan kommer du op: Til fods!
Cykelrute i nærheden: Supercykelsti C97 fra Frederikssund til København (Frederikssundsruten)

Læs mere

7. Herstedhøje, nord for Herstedøster

Roskilde Domkirke, tagtoppene i København – og på en fin og klar dag: Stevns! Alt det kan du se fra toppen af Herstedhøje. Det kunstige bakkelandskab, som blev til, da man i 1968 havde 3.000.000 kubikmeter jord, murbrokker og betonklodser til overs fra københavnske byggerier. Højen stikker godt op i Vestskovens flade terræn, og fra toppen virker det måske mere logisk at kigge ned end op. Men læg også lige nakken tilbage, for over højen ynder tårnfalken at hænge i luften og vente på, at musene kommer ud af hullerne! 

Højde: 67 meter over havet
Sådan kommer du op: Mest egnet til gang – men sportscyklister tager den hullede vej op
Cykelrute i nærheden: Supercykelsti C99 fra Albertslund til København (Albertslundruten)

Læs mere

PS: Morgenbjergbestigning er for alle. Hvis ingen af de syv toppe ovenfor ligger inden for din cykelradius, så kender du sikkert selv et sted, hvor du kan cykle hen for at starte din dag med det store vue?