Lad din cykel genopstå i påsken

Skrevet d. 26. marts 2018

Brug helligdagene til puste nyt liv i din vintertrætte cykel. Med denne nemme forårskur kan du hurtigt udrette mirakler for din cykel!

Vask
Grib en spand med lunkent vand og lidt almindeligt rengøringsmiddel. Suppler med en udtjent opvaskebørste og et par gamle klude. Giv cyklen et bad, skrub med børsten og tør efter med en ren klud.

 

Smør
Så er det kædens tur. Tag kæden af og læg den i en plasticpose med rengøringsmiddel natten over. Næste morgen er den funklende ren og skal bare skylles grundigt i vand og tørres. Når du har sat kæden på igen, skal den have olie: En dråbe olie i hvert led – hele vejen rundt. Så får du den optimale smøring og slipper for olie på bukserne.

Tip: Orker du ikke at tage kæden af cyklen, kan du nøjes med at tørre den af med en tør klud og give den olie.

 
Pump
Banalt – men vigtigt! Der er ingen fornøjelse i at køre på halvflade dæk. Så frem med cykelpumpen, få luft i dækkene, og så er du klar til at cykle til arbejde. Måske vil du næsten føle, at du kører frihjul hele vejen til jobbet? 

Nu er din cykel klar til VI CYKLER TIL ARBEJDE - er du meldt til? Se her hvilke hold og arbejdspladser, der allerede er klart til start. Sæt cykelholdet og meld jer til her senest 20. april