Sådan gør du modvind til medvind

Skrevet d. 8. maj 2018

Lige nu skinner solen, og det er let at være glad for sin cykel! Men hvordan bevarer du optimismen, når det øser ned og blæser en halv pelikan? Her får du cykeloptimistens bedste tips.

Modvind

Suveræn træning. Faktisk kan cykling i modvind gøre dig til en bedre bjergrytter. En vindhastighed på ca. 9 m/s svarer nemlig til en 4 % stigning. Mere vind tak!


Dårligt vejr

Godt for din moral og karakter. Regn, blæst, sne eller tordenild stopper dig ikke. Andre vil lade cyklen stå, men ikke dig!


Op ad bakke

Du får gratis HIIT-træning (Høj Intensitets Interval Træning), som andre betaler for i motionscentret. Modsat flad vej er det lettere at holde høj intensitet og puls, når du kæmper dig op ad en bakke.


Dårligt vejr, op ad bakke og modvind

B.S. Christiansen ville være stolt af dig. Du er en hård negl og kan med ro i sindet melde dig til næste sæson af Alene i vildmarken. Både psykisk og fysisk er du en maskine!


Trængsel på cykelstien

En oplagt mulighed for lidt konkurrence og træning. Hvem når næste kryds først? Og trækker du feltet af cyklependlere, så vil din puls komme nær din syregrænse. Det giver gode ben og flytter tærsklen for din max-puls.


Godt vejr = tid til at restituere

Restitutionstræningen forgår ved en puls på 60 % eller lavere af din max-puls. Så sæt dig godt til rette i sadlen og nyd turen. Og hvor har du fortjent det!


Artiklen kommer fra Cyklistforbundets medlemsmagasin CYKLISTER - forår 2018
Læs hele magasinet og gå på opdagelse i arkivet her