5 tip: Sådan holder du ferie på vej hjem fra arbejde

Skrevet d. 29. juni 2018


Det kan svært at vente, når kollegaerne giver feriekager på stribe. Hvis du trænger akut til sommerferie, så prøv lige vores femtrinsraket – den sender dig nemlig direkte på miniferie, når du cykler hjem fra arbejde!

1. Hakuna matata
Tempoet. Det er især det, der får en feriedag til at skille sig ud fra en hverdag – så kickstart feriestemningen ved at sætte farten ned: Du skal ikke nå noget, bare nyde livet. Aaaaah! Gå langsomt ud til din cykel og find nøglen frem med rolige bevægelser. Mærk solen lune i nakken. Træk vejret på den der måde, din yogalærer har lært dig – og tril så ud fra parkeringspladsen i frihjul. Tænker du stadig lidt på den der mail, du ikke nåede at besvare? Det skal fløjtes væk! 

Hakuna matata – det, de klogeste ord
Hakuna matata – kloger’ end du tror
Så tag det roligt
Det’ det bedste på jord
Det’ en melodi 
Som gør dig fri
Hakuna matata!

2. Vamos a la playa
Intet siger ferie som bølgekluk og sand mellem tæerne, så nu hvor du er nede i tempo, skal du ud at bade! Hvor heldigt er det lige, at du bor i Region H, der nærmest er omkranset af vand? Fine strande ligger som perler på en snor langs kysten nord og syd for København og mod vest venter Roskilde Fjord og Isefjorden. Bevares, det er ikke altid er vejr til at dase i sandet, men en frisk dukkert er nu aldrig af vejen. Hvis du hverken bor eller arbejder i cykelafstand af kysten, så find en badesø eller et friluftsbad, der kan skylle hverdagen af dig!

Se de bedste strande og badesøer her

3. Jeg er en papegøje fra Amerika …
Når du cykler videre med badetøjet på bagagebæreren, er det tid til feriens obligatoriske, kulturelle indslag! Måske tænker du: Øh, jeg cykler her jo hver dag, så jeg har set det hele tusind gange før? Nå, men så forestil dig lige, at du er en fremmed fugl – en turist, der ser alting for første gang. Hvad får du øje på? Har du nogensinde været inde i den der kirke? Hvad er historien bag det lille mindesmærke i parken? Hov, kan man komme ind på slottet? Op i tårnet? Ned i kældrene? Er du nysgerrig nu? Godt!  

Det kan du opleve i København
Det sker lige nu i Nordsjælland

4. Bonsoir madame!
Når vi taler om vores rejser, så falder snakken ofte på, hvordan de lokale nu var. Uanset om vi taler om flirtende, italienske pizzamænd, snakkesalige, amerikanske ekspedienter eller skrappe, græske værtinder, så lader den slags til at interessere folk. Altså kan du næppe komme hjem fra din miniferie uden at have talt med mindst ét fremmed menneske. Du kan lige starte med at spørge hende, der er ude at lufte sin labrador, om vil hun ikke tage et feriebillede af dig og din cykel!

Ikke så god til smalltalk? Det kan du blive her!

5. Kylling og softice og pølser
Pyha, sikke meget du har nået – alle de indtryk altså! Nu venter den sidste, vigtige feriedisciplin: At sidde på en hyggelig cafe og fordøje dagens oplevelser. Du drejer ned ad en vej, hvor der dufter af et eller andet skønt og ufornuftigt, som du har lyst til at sætte tænderne i. Du havde ellers planlagt at røre en frikadellefars derhjemme – men du ved heldigvis godt, at du er på ferie. Så du spiser lige, hvad der passer dig, før du lidt ud på aftenen cykler hjem med et smil på læben!

Se Københavns top 10 isbarer
Eller hvad med byens bedste bøfrestauranter?
Smag På Nordsjælland

PS: Måske synes du, det er lidt svært at nå alle fem punkter på én dag? Fint, for det vigtigste er jo at komme ned i tempo. Hakuna matata – du kan jo bare tage på ferie igen i morgen!