10 råd, når du cykler i is og sne

Skrevet d. 8. marts 2018

1) Stå tidligt op
Tag af sted i god tid, så du kan køre efter forholdene. Det er det bedste råd, vi kan give.

2) Pak let
Undgå tungtlastede cykelkurve, tasker og andet, som gør det svært at styre. Pak let og lavt, fx i en cykeltaske bagpå.

3) Se og bliv set
Gode cykellygter er et must. Selv i dagslys kan det være svært at læse underlaget, og det er en forudsætning for sikker kørsel. Husk også reflekser, så andre trafikanter kan se dig på lang afstand. 

4) Luk lidt luft ud af dine dæk
Dækket må gerne være lidt blødt pumpet, og jo bredere dæk des bedre. 

5) Sving i en bue
Undgå skarpe og pludselige sving. Tag store, bløde sving i det omfang den øvrige trafik tillader det. Brems ned før svinget - akkurat som i bil - og slip bremsen, før du drejer.

6) Brug bagbremsen
Brems i god tid og gør det forsigtigt. Brug bagbremsen - og slip bremsen, hvis hjulene begynder at skride.

7) Tjek løbende bremserne
Tjek jævnligt, hvordan din cykel bremser: Er underlaget glat? Virker bremserne, som de skal? Særligt fælgbremser kan blive sølet til i is og sjap, og det mindsker bremseeffekten.

8) Hold afstand
Helt banalt: Bremselængden øges, når det er glat, så giv lidt mere plads i trafikken.

9) Fokuser på at cykle
Hold fokus på cyklisten lige foran dig og på den bane, du skal følge.

10) Smør godt
Nogle dage er det svært overhovedet at komme af sted, fordi cyklen er stivfrossen. Du kan forebygge ved at smøre kæde, lås og kabler jævnligt.