Undskyldning: Min mascara løber!

Sorte rander rundt om øjnene klæder kun en panda. Så her får du tre tips, der sørger for, at din mascara ikke løber løbsk, når vejret er vådt.

I Danmark regner det i snit 179 dage om året – så du har rundt regnet 179 muligheder for at ramme en byge på cykelturen og møde på arbejde med pandaøjne og sorte striber ned ad kinderne.

Men lad det ikke afholde dig fra at hoppe på cyklen, når der er fugt i luften. For du kan faktisk ret nemt tage dine forbehold og styre elegant uden om dårlige mascaradage.

Her er din lynhurtige guide til at holde farven dér, hvor den hører til – på vipperne:


Det skal du bruge:
1 kasket, 1 vandfast mascara, 1 praktisk taske eller en frisør.

Tip nummer 1:
Vær på hat med vejret

Når regnen bare siler ned, er din mascaras yndlingsmakker – en kasket med en god, stor skygge. Træk kasketten godt ned i panden og form skyggen med hænderne, så den buer lidt. Og voila – du har nu bygget et halvtag, der skærmer dine vipper på cykelturen.

Bruger du cykelhjelm? Du kan godt tage den på sammen med kasketten. Du vinder måske ikke en modepris for dit nye pendlerlook – men, men, men: du er flot, når du kommer frem!

Tip nummer 2:
Køb en mascara, der er ligeglad med regn

Du kan ikke gøre meget ved, at det regner. Men når du køber ny mascara, så vælg en vandfast én, der ikke løber væk, når den ser en sky.

Tip nummer 3:
Kombiner det, vi lige har sagt!

Hvis du er typen, der går med livrem og seler – så vælger du selvfølgelig en vandfast mascara OG en kasket. Man kan aldrig være for sikker!

Tip nummer 4:
Prøv den permanente

Du kan også vælge den tidsbesparende løsning og bede frisøren om at farve dine vipper, når du alligevel skal klippes. Eller køb en pakke vippefarve og klar det selv. Modsat mascara løber vippefarve ikke ud i regnen, så du har … vedvarende vakse vipper!

Tip nummer 5:
Læg mascaraen – i tasken

Du kan ikke lide vandfast mascara? Du vil ikke have farvet vipper? Og du vil bestemt ikke have hattehår? Okay, så pakker du toilettasken og lægger makeuppen, når du kommer frem til din arbejdsplads. Vi lover, at din mascara ikke løber nogen steder, så længe den ligger i tasken!