Your browser has not requested "Danish" as a preferred language, we have some of our content available in English, would you prefer to see English where available?

Yes, please / No, thank you

Brian Holm:

Du skal vide, hvorfor du cykler

Cykelhold, kaptajner og mange uger på cyklen i al slags vejr. Ja, VI CYKLER TIL ARBEJDE minder faktisk lidt om verdens hårdeste cykelløb, Tour de France. Derfor har vi allieret os med Tour-ekspert Brian Holm, der indvier os i, hvordan man bedst holder motivationen kørende.

Brian Holm kender Tour de France til bunds: Han har kørt det legendariske cykelløb adskillige gange som cykelrytter, hvor han blandt andet var med til at sikre sejren for Bjarne Riis i 1996. Han kender også løbet indgående som sportsdirektør for blandt andet Quick-Step og T-Mobile og fra kommentatorboksen på Eurosport. Nu tager han os med helt ind i cykelsportens maskinrum og giver insidertips til alle os "hverdagens cykelhelte", der er i fuld gang med vores 31 friske etaper i maj.

Min gamle sportsdirektør sagde engang, at vejret ikke eksisterer for en rigtig cykelrytter.

Hvordan forbereder man sig på så langt og hårdt etapeløb som Tour de France?

Det hele foregår inden i hovedet. Hvis det er Tour de France, så er det kun dét, man tænker på hver eneste dag, når man træner. Du skal altid vide, hvorfor du træner - hvad er dit mål? Det skal du fokusere på. Det er ligesom, når du går på arbejde - du skal vide hvorfor du gør det. Hvis du ikke længere ved det, så har du ikke ambitionerne, og så skal man måske overveje at stoppe med at være cykelrytter - eller hvad man nu arbejder med.

Det gælder selvfølgelig også om at have en plan og fx kigge en måned frem. Nogle af de bedste cykelryttere, jeg har arbejdet med, opfører sig lidt som robotter. De ved hver eneste dag en måned frem, hvad de skal spise, og hvad de skal træne. Jeg cyklede engang med Bradley Wiggins (Tour-vinder i 2012, red.), og da der var 10 km tilbage til vores hotel, stod han af cyklen. Han ville køre bil det sidste stykke, for han havde planlagt at cykle præcis 275 km den dag. Ikke mere – ikke mindre.

Hvordan sætter man sig rent mentalt op til det?

At køre cykelløb er et stort psykisk pres, og hovedet skal være på plads. Når du gør cyklen klar, pudser den og lægger tøjet frem aftenen før – så har du også mentalt forberedt dig på ruten, vejene, intervallerne, det hele. Så ved du næste dag, hvorfor du kører 200 km i regnvejr.

Det handler i høj grad om fokus og koncentration. Min gamle sportsdirektør sagde engang, at vejret ikke eksisterer for en rigtig cykelrytter. Der gik et par år, før jeg forstod, hvad han mente. Hvis du er rigtigt sat op til en træningsdag, så kigger du ikke engang ud ad vinduet om morgenen. Du cykler bare, og du opdager faktisk ikke, om det regner.

Jeg er vokset op med, at en cykelrytter bor hjemme hos sin mor til man fylder 36. Så stopper du, og så kan du få kone og børn. I mine bedste år, boede jeg hos en familie, der vaskede mit tøj og pudsede min cykel. Så skulle jeg kun tænke på at cykle. Det var den bedste tid i mit liv.

På de gode dage, kan du prøve at slå dine holdkammerater. Det er stærkt motiverende!

I "Vi cykler til arbejde” er man på hold med sine kollegaer – ligesom i de store etapeløb. Hvordan er det en fordel at være en del af et cykelhold?

På holdet kan man støtte hinanden, og man bliver bedre og stærkere, end hvis man er alene. Rytterne motiverer hinanden, og man hjælper altid den holdkammerat, der har en dårlig dag. Det har vi jo allesammen engang i mellem, og i morgen er det måske dig, så det giver sig selv. Men uden de dårlige dage, er der jo heller ikke gode dage. Det skal man lige minde sig selv om engang i mellem – det går op og ned i showbizz!

På de gode dage, kan du så prøve at slå dine holdkammerater. Det er stærkt motiverende! Den interne konkurrence vil jeg ikke forklejne. Det holder mig også i gang når jeg cykler i dag, hvor jeg er motionist – at slå mine venner og gøre dem ”ondt”. Og når det går dem dårligt, så hjælper jeg dem selvfølgelig.

Da jeg var sportsdirektør, prøvede vi altid at finde på noget, der kunne motivere rytterne. Da turen kom til Mark Cavendish, mindede vi ham om, at hans bedste ven Sir Bradley Wiggins var blevet adlet hos dronningen, mens Cavendish jo ikke selv var blevet ”sir”. Det kunne han ikke lide at blive mindet om. Han fik ild i øjnene, og det var meget effektivt. Nu er han også selv blevet adlet, men den dag fik vi virkelig fyret op under ham.

Hvordan holder man motivationen kørende, når man har en rigtig dårlig dag - hvor det er koldt og regner, og der stadig er langt til mål?

Man prøver altid at finde nogen, der har det værre - og så tænker man på, at det gør mere ondt på dem! Uanset hvor meget du fryser, kan du bilde dig ind, at de andre fryser mere. Det er det, psykologerne kalder for inner talk. Det er det klassiske billede med englen og djævlen, der taler til dig. Den forkerte stemme må ikke vinde. Den dag dine tanker tager over med noget negativt, er du færdig.

Så du kører og taler med dig selv hele tiden: ”De andre lider mere end mig”, ”de andre er mere bange” og den slags. Jeg har prøvet det i snevejr, hvor jeg tænkte: ”Det kan godt være, jeg fryser, men de spanske ryttere, de fryser endnu mere...”

Når man er på et cykelhold, hvordan er man så en god holdkaptajn eller sportsdirektør for rytterne?

Det er hundrede procent de samme ting, du har brug for fra din leder, uanset om du er på et cykelhold eller i en virksomhed. Psykologer har fundet ud af, at uanset om du er hjælperytter eller lønslave, så er anerkendelse det absolut vigtigste behov. Så efter etapen taler du med rytterne, og du siger tak for hjælpen, det var godt kørt og så videre.

Det næste, man har brug for, er feedback. Du må ikke starte med at sige noget negativt - det har jeg lært af en sportspsykolog. Måske gik det ikke perfekt, men sørg altid for at give noget ros først. Bagefter kan man så tale om de områder, hvor der er plads til forbedring.

Den tredje ting er, at rytterne gerne vil have medbestemmelse i forhold til taktikken og strategien. Vi har selvfølgelig lagt taktikken på forhånd, men jeg tager altid en snak med rytterne inden taktikmødet, så de ved, hvad der bliver sagt. Så bliver de aldrig overraskede, og de føler, at de har været med til at bestemme – selvom jeg har af og til har ”plantet” ordene i munden på dem.

Hvis du vil cykle til arbejde, så tænk over, hvorfor du gerne vil cykle. Du skal finde dit eget mål og huske alle fordelene.

Der er både stjerner og vandbærere på et cykelhold. Hvordan ser rytterne sig selv?

Der er en test, hvor rytterne skal rangere sig selv på holdet. Hvor hører du til i hierakiet – er du i toppen eller i bunden? Svaret er interessant: Alle rangerer sig selv blandt holdets bedste 10 pct. Det kan alle jo ikke være, og det viser, at de har høje tanker om sig selv.

Og man forstår det godt, for hvis du kommer ind på et stort firmahold, så har du allerede været "årets fund", du har vundet en hel masse, og du kommer jo ikke ind på et hold som Soudal-Quickstep, medmindre du faktisk har vundet en masse. Så rytterne har sindssygt høje tanker om sig selv. Det er heller ikke ren indbildning, at man er bedst, for folk vil altid fokusere på lige præcis det, som DE er gode til. Det kan være, du er rigtigt god til at hente flasker, ekspert i at køre nedad eller bedst til at være sjov i bussen - så tænker du kun på det, og du glemmer det, du er dårlig til. Man skal være stolt af sine meritter og sit hold - det giver motivation.

Hvordan kan vi hverdagscyklister bruge de professionelle tricks?

Hvis du vil cykle til arbejde, så tænk over, hvorfor du gerne vil cykle. Du skal finde dit eget mål og huske alle fordelene ved at cykle. Måske er det motion, eller måske er det bare, at du kommer ud og får noget lys og frisk luft i hovedet? Så er det dit mål. Og så skal du huske, at bare én kilometer altid er bedre end ingenting. Efterhånden bliver det en vane at cykle, uanset hvordan vejret er, og pludselig kan du ikke huske, hvorfor det var så svært at komme afsted.

---

Få mere analyse fra Brian Holm

Vil du længere ind bag kulisserne i cykelsporten? Så lyt til podcasten "Café Eddy", hvor Brian Holm og Bastian Emil Goldschmidt vender det sidste nye fra cykelsportens verden sammen med skiftende gæster. Læs mere og lyt til Euroman's podcast her

Omvejs-onsdag: Kør en omvej og vind!

Onsdag d. 21. maj gælder det om at cykle mere end du plejer. Det giver nemlig både ekstra kilometer i benene og god træning for hjernen.

Læs mere

Nominér Årets Holdkaptajn 2025

Er din holdkaptajn årets bedste? Så nominer hende eller ham til prisen som Årets Holdkaptajn 2025.

Læs mere

"Sportsdirektøren" i Nykredit får kollegaerne til at cykle

Entusiasme, humor og sund konkurrence giver resultater i ‘VI CYKLER TIL ARBEJDE’, siger den erfarne holdkaptajn Jens Ulrik Weper.

Læs interview med kaptajnen

Køb T-shirts

Årets VI CYKLER TIL ARBEJDE-T-shirt er behagelig at cykle i, bæredygtigt produceret og sprudler af cykelglæde. T-shirten kan også bestilles med jeres firmalogo eller holdnavn trykt på ryg eller ærme.

Læs mere