Your browser has not requested "Danish" as a preferred language, we have some of our content available in English, would you prefer to see English where available?

Yes, please / No, thank you

"Hent en kollega-dag" og stor cykelglæde på det grønne cykelhold i 2020. Fra venstre: Simon Kjær Jørgensen, Karen Thyssen Raaberg og Paul Emile Dorsainvil.

Cykelglæde i en corona-tid

Templafy er en softwarevirksomhed placeret på Christianshavn i København. De fleste medarbejdere er vant til at cykle til arbejde - og det er nok meget godt, for der er rift om de blot to parkeringspladser til biler, som de 150 medarbejdere skal deles om. I 2020 var Templafy med i VI CYKLER TIL ARBEJDE, og her fortæller Simon Kjær Jørgensen om deres oplevelser.

En cykelkampagne under corona

Da 2020-udgaven af VI CYKLER TIL ARBEJDE rullede over Danmark, var der mange arbejdspladser, der - ligesom nu - var ramt af corona med hjemmearbejde. Hos Templafy sælger Simon Kjær Jørgensen software i sin stilling som account executive, og på trods af en delvis hjemsendelse, var han helt klar på cykelkampagnen.

”Vi var ikke fuldt hjemsendt. Kontoret var åbent for dem, der havde svært ved at arbejde hjemmefra. Jeg bor selv i bofællesskab, og mange af dem, jeg bor med, var sendt hjem, så det var fedt at kunne tage ind på kontoret. De fleste fra mit hold mødte ind på arbejde og cyklede, men dem der var hjemme, cyklede nogle ture, og én af mine kollegaer cyklede nogle rigtig lange ture en gang i mellem,” fortæller han.

Templafy stillede med flere hold og holdnavnene var delt ind efter farve.

”Vi var mange med fra hele virksomheden. På mit hold var vi otte, og vi var "grøn". Ikke specielt innovativt”, siger Simon Kjær Jørgensen grinende om holdnavnet.

Internt på holdet var det meget opmuntrende med beskeder som ”Great performance, everyone” og hvor man husker hinanden på at registrere dagens kilometer.

God kommunikation på grønt hold

Eftersom nogle kollegaer arbejdede hjemmefra, var det vigtigt for holdet at kommunikere med hinanden undervejs i kampagnen.

”Vi holdt hinanden godt oppe ved at bruge 'Slack'. Det er en chatfunktion, som man kan bruge internt i virksomheder. Der havde vi en kanal med vores hold, hvor vi delte billeder og sendte beskeder, for at opmuntre hinanden. Det var en god måde at holde hinanden oppe på.”

Chatfunktionen blev både brugt internt på det grønne hold og på tværs af alle holdene:

”Vi har de her hold på tværs af virksomheden, så der var konkurrence mellem holdene. Især når der bliver lavet sådan en konkurrence som VI CYKLER TIL ARBEJDE, så kan vi godt gøre noget konkurrence ud af det. Men internt på holdet var det meget opmuntrende med beskeder som ”Great performance, everyone” og hvor man husker hinanden på at registrere dagens kilometer,” fortæller Simon Kjær Jørgensen.

”En af mine kollegaer ville have de forskellige trofæer, så hun brugte chatten til at spørge, hvem der kunne mødes og cykle sammen, for at kunne opnå trofæerne.”

Holdånden på det grønne hold blev ekstra tydelig i den første uge af kampagnen: ”Min cykel gik i stykker den første uge, så jeg endte med at låne en cykel fra en kollega på mit hold, så vi kunne holde dampen oppe,” fortæller han.

”Det handler om at komme i gang. Og ligesom med så meget andet motion, skal man bare gøre det. Og så skal man gøre det i sit eget tempo. Man kan starte småt ud, så man ikke bliver helt smadret. Især hvis man har langt på arbejde, så kan man starte med at cykle noget af vejen, for det handler bare om at komme i gang.”

Stor cykelglæde

Simon Kjær Jørgensen er vant til at cykle på arbejde, og det er mange af hans kollegaer også, men alligevel giver VI CYKLER TIL ARBEJDE et lille ekstra skub.

”Jeg cykler hver dag til arbejde alligevel, men det var rigtig fint at gøre en konkurrence ud af det. Den dag, hvor det regnede, og hvor jeg normalt ville være tilbøjelig til at hoppe på metroen, der cyklede jeg alligevel, så det var rigtig fint. Så får man en lille præmie i trofæet,” fortæller han.

”Jeg synes, det er et sindssygt godt initiativ. Der er mange, der lige skal have et lille skub, til at cykle mere. Specielt når man bor i København, så er der ikke rigtig nogen undskyldning for, hvorfor man ikke skulle tage cyklen. Jeg tror da også, der må komme en eftereffekt af corona, hvor mange vil tage cyklen frem for metroen eller bussen, kunne man forestille sig. Fordi man er blevet mere bevidst om, om man står tæt på folk. Og man kunne også forestille sig, at folk savner at røre sig lidt,” siger Simon Kjær Jørgensen.

- Har du et godt råd til andre, der skal være med for første gang?

”Det handler om at komme i gang. Og ligesom med så meget andet motion, skal man bare gøre det. Og så skal man gøre det i sit eget tempo. Man kan starte småt ud, så man ikke bliver helt smadret. Især hvis man har langt på arbejde, så kan man starte med at cykle noget af vejen, for det handler bare om at komme i gang.”

Læs også

Materialer

Her kan du hente og printe materialer til VI CYKLER TIL ARBEJDE 2021.

Se materialerne

Tilmeldingen er åben

Vi cykler 6.-19. september! Find 2-16 kollegaer, sæt et cykelhold og meld jer til her. Husk: Det er gratis for dig, der var med i maj.

Klik her for tilmelding

Særkonkurrencer

Det er cykeldagene, der tæller i konkurrencen om holdpræmier. Men du kan også deltage i særkonkurrencer, hvor der både er udfordringer og præmier på højkant.

Læs mere