Your browser has not requested "Danish" as a preferred language, we have some of our content available in English, would you prefer to see English where available?

Yes, please / No, thank you

Kære holdkaptajn

Velkommen til VI CYKLER TIL ARBEJDE 2021.

Snart ruller foråret og cykelglæden gennem hele landet, og som kaptajn på et VI CYKLER TIL ARBEJDE-hold er det din fornemmeste opgave at sprede begejstring og cykelkærlighed i hele maj måned - på holdet og på cykelstien.

Det kræver ikke nødvendigvis noget særligt at være kaptajn - men har du lyst til at gøre lidt ekstra, kan du bruge siden her til at finde materiale og inspiration.

Arbejder I hjemme? Så kan I sagtens cykle med alligevel!
Læs denne guide til hvordan du og kollegaerne får del i cykelglæden på afstand - og holder gejsten oppe sammen i hele maj.


  • Er I endnu ikke tilmeldt?

    Så skynd dig at samle et cykelhold – så kan du både blive kaptajn OG høvding! Som holdkaptajn er du automatisk med i lodtrækningen om en lækker og innovativ Hövding 3.0 airbag-cykelhjelm. Læs mere her

Sådan sætter du et cykelhold

Find 2-16 kollegaer. Find på et godt navn til holdet. Og hvis jeres arbejdsplads har andre hold med, så smut forbi og lov dem baghjul – det styrker motivationen!

Tilmeldingen sker her på vcta.dk - men hvis I er samlet på arbejdspladsen, kan det være en god idé at printe og hænge tilmeldingsskemaet op, for at opmuntre flere kollegaer til at cykle med.

Tilmeld holdet her


Køreskema og cykeldage

Cykeldagene skal registreres på jeres profiler her på vcta.dk senest 6. juni 2021 for at tælle med i lodtrækningen om alle holdpræmierne. På profilen kan man følge med i sine egne og hele holdets resultater - og udfordre andre hold og arbejdspladser.

Men hvis I arbejder på samme adresse, kan det være motiverende at se holdkammeraternes resultater på et fysisk køreskema, som du fra april kan printe fra materialesiden her

På skemaet er det samtidig let at se, hvilke kollegaer på holdet, der er godt kørende, og hvem der skal heppes lidt ekstra på.


Hvad kan jeg gøre som kaptajn?

Måske er du selv en erfaren cyklist med masser af cykeloverskud. Men på dit hold er der måske et par stykker, der er nye på cykelstien? VI CYKLER TIL ARBEJDE er den oplagte mulighed for at dele ud af både din cykelviden og cykelglæde. Hjælp de nye cyklister med opmuntring, ros og gode cykeltips - og få god karma tilbage.

Mange "nye" cyklister har svært ved at finde en god cykelrute - her kan du hjælpe med forslag. Prøv fx den gratis ruteplanlægger denmarkbybike.dk


Sådan får I en endnu sjovere kampagne

Savner du inspiration til hvordan du kan motivere holdet? Så kan du måske få idéer her:

Lav noget sammen!
Fælles aktiviteter på cykelholdet styrker både fællesskabet, motivationen og cykelglæden. Og det behøver ikke at være spor kompliceret for at være sjovt.

I kan fx tage på en lille udflugt efter arbejde - og cykle hen til byens bedste iskiosk eller smukkeste udsigtspunkt. Eller I kan cykle en morgentur sammen, inden I møder ind.

Idé: Giv udflugten et overraskende twist
Alle holdkammerater skriver en lokal seværdighed ned på et en seddel, som foldes og lægges ned i en æske. Så skal I trække lod om jeres rute. I trækker kun én etape ad gangen - og når I så er fremme ved målet, kan I holde en lille pause - og trække en ny seddel med jeres næste mål. Og sådan bliver I ved, indtil I ikke orker at cykle længere. På den måde bliver cykeludflugten bogstaveligt talt til en leg, og I opdager knap nok hvor langt I får cyklet.

Idé: "Nisseleg" på cykel i maj
Lad julens "nisselege" være inspiration for maj måned. Hvem elsker ikke at komme ud til en nypumpet cykel med olieret kæde? Et fint sadelbetræk? Eller et nypudset stel? Brug VI CYKLER TIL ARBEJDE til at glæde hinanden i hverdagen med små anonyme tjenester. Det løfter humøret.

Vi glæder os til at se jer på cykelstierne i maj!

Læs mere

Materialer

Her kan du hente og printe materialer til VI CYKLER TIL ARBEJDE 2021.

Se materialerne

Sådan cykler du med fra hjemmekontoret

Du kan sagtens cykle med, selvom du arbejder hjemmefra hele eller dele af ugen. Men hvor skal du cykle hen? Og hvordan bevarer du gejst og fællesskab med resten af holdet? Vi hjælper dig godt på vej.

Gå til guiden

Køb T-shirten

Sig "Ja tak" til pedalkraft med kampagne-T-shirten, der både er behagelig at cykle i og bæredygtigt produceret.

Læs mere