Team Rynkebæ - hvem er de?

Vandcyklerne, De Glade Cyklister og Team op ad bakke. Kreativiteten er stor blandt holdene i VI CYKLER TIL ARBEJDE. Nu sætter vi fokus på Team Rynkebæ, for hvad går det lige ud på?

Der er kun et enkelt bogstav til forskel i RynkebY og RynkebÆ, og alligevel ændres betydningen markant. Man kan jo nærmest fristes til at tro, at Team Rynkebæ laver sjov med velgørenhedscykelholdet Team Rynkeby. Derfor har vi sat os for at undersøge, hvad og hvem der står bag Team Rynkebæ, og om det er en decideret cykel-krigserklæring, vi er vidne til.

En afdeling med afføring

Bag Team Rynkebæ står 12 lægesekretærer fra mave-tarm kirurgisk afdeling på Regionshospitalet i Herning. Når sæsonen for årets VI CYKLER TIL ARBEJDE nærmer sig, hiver holdkaptajn Jytte Andersen fat i kollegaerne og beder dem melde tilbage, om de skal være med på årets hold. Samtidig beder hun kollegaerne komme med bud på et holdnavn, men hun forbeholder sig den fulde ret til at vælge, hvilket holdnavn det bliver.

”Det var en af kollegaerne, der fandt på Team Rynkebæ, og det passer meget fint i og med, at vi arbejder meget med afføring på afdelingen,” fortæller Jytte Andersen.

Vi har haft nogle læger her fra hospitalet, som tidligere har cyklet med på Team Rynkeby, så det er da en hyldest til dem

Vi spørger Jytte Andersen, om det var svært at udvælge årets holdnavn: ”Nej! Jeg synes, det var genialt! Tidligere har vi fx heddet Den Skarpe Klinge, i forhold til kirurgi, så det har ofte været et navn, der har været minded på vores arbejdsplads. Vi morer os selv over, at vi er en del af det her hold i år,” fortæller Jytte Andersen.

Team Rynkeby vs. Team Rynkebæ

Jytte Andersen kan heldigvis hurtigt afvise, at der er skulle være tale om en krigserklæring mod Team Rynkeby. Faktisk er der tale om det helt modsatte:

”Vi har haft nogle læger her fra hospitalet, som tidligere har cyklet med på Team Rynkeby, så det er da en hyldest til dem,” fortæller Jytte Andersen.

Team Rynkeby er et velgørenhedscykelhold, som hvert år cykler til Paris for at samle penge ind til børn med kritisk sygdom.

Igen i år kåres det bedste holdnavn i VI CYKLER TIL ARBEJDE. Læs mere om særkonkurrencerne her

En holdkaptajns opgaver

Det er femte år, Jytte Andersen er holdkaptajn. På hendes hold er deltagerne vant til at cykle til arbejde, så der er godt gang i cykelbenene. Det er mere det med at huske at få tastet kilometerne ind, der kan knibe, og her hjælper holdkaptajnen:

”Nogle gange sidder jeg og tjekker, om folk har fået tastet deres kilometer ind. Og om fredagen ved middagstid sender jeg en samlet mail ud, hvor jeg laver status over, hvor meget vi har cyklet, og fortæller dem, at de gør det godt. Men bagtanken er jo også, at de skal huske at få tastet deres kilometer ind, og jeg kan se, at mailen virker. Det tænker jeg også, er en holdkaptajns opgave – og det er jo kærligt ment,” siger Jytte Andersen, der også gerne er behjælpelig med tekniske udfordringer for sine holdkammerater.

Når arbejdspladsen flytter længere væk, flytter el-cyklerne ind

Team Rynkebæs arbejdsplads ligger lige nu centralt i Herning, men i 2021 rykker afdelingen til det nye hospital i Gødstrup nord for Herning.

Jytte Andersen får selv kortere til arbejde, men det gælder ikke for alle kollegaer: ”Nogle vil få længere på arbejde, men de er allerede i gang med at overveje, om de skal anskaffe sig el-cykler, fordi de gerne vil blive ved med at cykle. Nogle kollegaer har endda allerede købt en el-cykel som alternativ til bil nummer to, så de kan fortsætte med at cykle,” fortæller Jytte Andersen.

På trods af større afstande for nogle kollegaer, bliver det ikke en udfordring for Team Rynkebæ at deltage i næste års VI CYKLER TIL ARBEJDE.

Læs mere

Sådan cykler du med fra hjemmekontoret

Du kan sagtens cykle med, selvom du arbejder hjemmefra hele eller dele af ugen. Men hvor skal du cykle hen? Og hvordan bevarer du gejsten og fællesskabet med resten af holdet? Vi hjælper dig godt på vej med denne guide.

Læs de gode råd

Hvad sker der i din hjerne, når du cykler?

Du ved nok, at det er godt for dit helbred at cykle. Men hvad sker der egentlig i din hjerne, når du træder i pedalerne?

Læs her

Maybritt får landkrabberne op på cyklen i Nordjylland

Hos Royal Greenland i Nordjylland hører holdkaptajn Maybritt Eldevig mange dårlige undskyldninger fra kollegaer for hvorfor, de ikke cykler på arbejde. Men som holdkaptajn giver hun ikke op.

Læs mere