Hjemmearbejde? Sådan gør du!

Du kan stadig cykle med, selvom du arbejder hjemmefra hele eller dele af ugen, og faktisk er der også deciderede fordele ved at deltage i VI CYKLER TIL ARBEJDE hjemmefra. Cykelture på dine arbejdsdage tæller med, uanset hvor du cykler hen. Men hvor skal du lige cykle hen, når nu du ikke skal på arbejde?

Læs videre og få gode råd til hvordan du kommer af sted og holder gejsten i hele september.

Hvor skal du cykle hen?

Når du holder hjemmekontor, sparer du transporttiden til og fra arbejde, og den sparede tid kan du passende bruge på en forfriskende cykeltur. Den oplagte tur kunne være, når du alligevel:

  • Køber ind
  • Skal til træning
  • Afleverer og henter børn

Men du kan også bruge cyklen til:

  • Brombærjagt. Bærrene er i sæson nu og findes ofte langs stier. Brug dem fx til en brombærtærte, marmelade eller på morgenmaden. De kan også fryses.
  • Lokal sightseeing. Udforsk dit lokalområde. På cykel kommer du hurtigt langt, og måske opdager du et nyt yndlingssted i naturen.
  • Frokost i det grønne. Tag madpakken med og nyd den under åben himmel.
  • Kvalitetstid med familie og venner. Tag børnene eller vennerne med på cykeltur. Måske kan I finde en ny legeplads eller et nyt ishus.

Husk: Cykelturene skal ske før, efter eller i løbet af arbejdsdagen for at tælle som en cykeldag i VI CYKLER TIL ARBEJDE.


Hold gejsten med dine kollegaer

Vi ved, at det kan være svært at hanke op i sig selv, når man sidder derhjemme og strengt taget ikke er nødsaget til at cykle en tur. Her er kollegaerne dine bedste venner - og konkurrenter! Brug dem som støtte og motivation, men også til at udfordre hinanden.

  • Hold hinanden opdateret på jeres cykling. Brug mail, sms-tråd, snapchat, fax, eller hvilken som helst platform til at støtte og udfordre hinanden og dele billeder fra jeres ture.
  • Aftal et tidspunkt, der passer alle på holdet. Måske kan I finde et fast tidspunkt på dagen, hvor alle har tid til at cykle en tur. Du skulle nødigt være den eneste, der ikke fik det gjort, vel?
  • Udnævn en "statistik-minister" på holdet, der fx hver deler jeres opnåede resultater med resten af holdet.
  • Del jeres ture med hinanden. I app’en Strava kan du tracke dine egne ture, følge med i både antal km, højdemeter og meget mere. Hvis resten af holdet henter Strava-app’en kan i nemt dele jeres ture med hinanden og give virtuelle high-fives.
  • Anerkend dig selv og hinanden. Husk, en kortere tur er bedre end ingen tur!

Fordele ved at arbejde hjemmefra

Hvis du arbejder hjemmefra, så bliver årets VI CYKLER TIL ARBEJDE uden tvivl en anderledes oplevelse. Til gengæld findes der faktisk flere deciderede fordele ved at deltage hjemmefra:

  • Du kan give den max gas uden at tænke på svedpletter, cykelhjelmhår og sure tæer.
  • Hvis du køber kage for at belønne din indsats, skal du ikke kæmpe med dine kollegaer om det sidste stykke – it's all yours!
  • Cykelturen kan lægges på dit yndlingstidspunkt. Trænger du fx altid til en kort pause og frisk luft efter frokost, kan du med fordel bruge pausen på en cykeltur.
  • Du bestemmer distancen og ruten. Føler du for en længere tur, er du ikke begrænset af afstanden til arbejdet. Det samme gælder, hvis du en dag ikke har så mange kilometer i benene. Og samtidig behøver du ikke køre samme rute hver dag.
  • Du undgår travlhed på cykelstierne. Når du ikke skal cykle på et bestemt tidspunkt, kan du nemt tage af sted i et tidsrum, hvor der ikke i forvejen er mange på cykelstierne.

Læs også

Hvilke trofæer går du efter?

Hop på cyklen og få flotte trofæer. I VI CYKLER TIL ARBEJDE 2020 kan du fejre dine cykelpræstationer med hele otte trofæer på din profil.

Læs mere

Køb T-shirten

Årets T-shirt er både behagelig at cykle i og bæredygtigt produceret af 100 % genbrugsmaterialer.

Læs mere

Præmier: Det kan I vinde!

Du og dine kollegaer kan vinde rejser, cykler og mange andre lækre præmier i VI CYKLER TIL ARBEJDE.

Se alle præmierne her