Undskyldning: Jeg skal ha’ alt muligt med!

Du VIL så gerne cykle, men det går jo "desværre" ikke, for du skal jo aflevere børn og købe ind på vejen. Og du skal også have computer og kage med… Det virker umuligt! Men med det rigtige udstyr og den rette pakketeknik er det ingen sag at få det hele med.

1. Sådan cykler du med en bærbar computer

Computere er sarte. Så vælg en taske, der er designet til kombinationen af computer og cykel. Vi anbefaler, at du går efter en vandtæt, afstivet taske, der beskytter computeren mod bump og byger.

Vælg fx en rygsæk eller en cykeltaske, der kan klikkes fast på bagagebæreren med selvlåsende kroge, så du er sikker på, at tasken ikke hopper af undervejs.

2. Sådan cykler du med indkøb

En tung rygsæk er besværlig at cykle med. Flagrende plastikposer på styret er farlige. En cykelkurv eller et godt frontlad giver fin plads til de vigtigste indkøb - men hvis du læsser meget tungt med varer, kan det godt give slinger.

Overvej at anskaffe dig en rigtig cykeltaske. Den flagrer ikke. Du har ryggen fri. Og tyngden sidder lavt på cyklen, så du kan laste 10 l mælk uden slinger.

Vælg gerne en model med skulderrem, så du uden bøvl kan bære varerne fra supermarkedet ud på cyklen. Er klassiske cykeltasker ikke dig, findes der beslægtede produkter med lignende funktioner. Fx shoppingnet og rygsække med indbyggede låsekroge, så de nemt og sikkert kan hænges på bagagebæreren.

Cykler du med tunge indkøb kan det i øvrigt være en ide at investere i en stærk bagagebærer. Og køber du MEGET stort ind, kan du overveje en robust cykelanhænger eller en ladcykel.

3. Sådan cykler du med bærbar + indkøb

Skal du både have den bærbare med og købe ind på vejen? Så hægt tasken med den bærbare på den ene side af bagagebæreren og cykeltasken til indkøb på den anden side.

Skal du handle så stort ind, at du har brug for to cykeltasker, kan du pakke computeren ind i et etui af tyk blød neopren og stikke den ned bag mælk og bananer i cykeltasken. Men det er ikke den optimale løsning, da cykeltasken ganske vist er afstivet i ryggen, men ikke har en stødabsorberende bund.

4. Sådan cykler du med børn + ting + sager

Et klassisk barnesæde er trygt og godt, men ... hvor skal alt det andet så være? Cykeltasker er der ikke plads til, en stor rygsæk maser barnet, og som nævnt er cykelkurven heller ikke det optimale sted at pakke tungt (se punkt 2).

Du bør overveje at opgradere til en ladcykel, der nemt kan holde til børn, indkøb og mere til. Skal du langt, så gå efter en ladcykel med elmotor.

Alternativt kan du anskaffe en letløbende anhænger eller – til lidt større børn - en halvcykel (”efterløber”), som monteres bag på din cykel og hvor barnet selv træder med i pedalerne. Begge løsninger kan afmonteres, når du ikke kører med børn - men med sidstnævnte kan du desværre ikke stable ting på bagagebæreren. Nogle modeller giver dog plads til, at du kan smække et par cykeltasker på.

5. Sådan cykler du med dyr

Mulighederne er forbløffende mange, når Sofus, King og Pjevs skal med på tur. Katte og små hunde kører fornemt i polstrede cykelkurve med sele og solskærm. Og til store hunde findes specialdesignede anhængere til cyklen.


  • Kom op på cyklen i september

    Det er nemmere og sjovere at komme i gang med at cykle, når du ikke er alene om det. Meld dig og dine kollegaer til VI CYKLER TIL ARBEJDE, hvor det gælder om at cykle mest muligt i en måned. Hver dag på cyklen giver point og I kan vinde rejser, cykler og andre skønne præmier. Tilmeld holdet her

Læs også

Undskyldning: Jeg elsker min bil!

Hvordan får du skiftet bremsen og speederen ud med et par andre pedaler, der giver en anelse mere motion i hverdagen? Det har vi da lige et par tips til!

Læs de gode råd

Undskyldning: Min mascara løber!

Sorte rander rundt om øjnene klæder kun en panda. Så her får du fem tip, der sørger for, at din mascara ikke løber løbsk, når vejret er vådt.

Ja tak, giv mig fem tip

Tilmeldingen er åben

Vi cykler i hele september! Prik til kollegaerne: Sæt et cykelhold og meld jer nu.

Klik her for tilmelding