Your browser has not requested "Danish" as a preferred language, we have some of our content available in English, would you prefer to see English where available?

Yes, please / No, thank you

Sommer på to hjul:

Sådan kan du cykle videre

Du er jo allerede en sand mester i hverdagscykling. Men hvad gør du nu, hvor ferien står for døren og du stadig gerne vil cykle? Her får du fem ideer til din sommer på to hjul.

Cykelferie og udflugter

På en cykelferie kan du og din cykel være sammen hele tiden! Det er en fantastisk måde at koble af og opleve verden - hvad enten du er til telt og sovepose, vandrerhjem eller bløde hotelsenge. Har du brug for gode råd til din første cykelferie? Så læs Cyklistforbundets guide og pakkeliste til cykelferie for begyndere.

Er du mere til luksus, kan du booke pakkeferier i både Danmark og udlandet, hvor ruten er fastlagt og du får kørt din bagage fra hotel til hotel. Så skal du kun tænke på at cykle og nyde turen!

Du kan også cykle ud på endagsture - både hjemmefra eller hvis du holder ferie i sommerhus. Det er en genial måde at opleve det danske sommerland. Og du kan leje en cykel, hvis du ikke vil tage din egen med til destinationen.

Du kan finde danske cykelruter på ruter.dk eller på ruteplanlæggeren denmarkbybike.dk. Hos VisitDenmark kan du se en oversigt over i alt 26 smukke og godt skiltede Panoramaruter i hhv. Vestdanmark og Østdanmark. Du kan også finde forslag til kortere cykelture i Danmark i denne guide til svipture på cykel.


Cykelture med tema

DU elsker at cykle - men måske gider din familie eller dine venner ikke at cykle i ferien? Løsningen er, at finde en cykelrute med et tema, der interesserer dem! Det kan fx være:

  • Gourmet: Lok med en cykeltur med fokus på god mad og lokale smagsoplevelser. Prøv fx Gastronominoen i Nordsjælland, hvor I cykler rundt mellem gårdbutikker og små producenter og smager lokale specialiteter - både mad, is, vin og øl. Du kan også finde nogle lækkerier i dit eget område, og selv planlægge en velsmagende cykelrute.

  • Herregårde: Fyn og øerne har med sine 123 slotte og herregårde den højeste koncentration af disse i Danmark. Du kan opleve ca. 40 af dem på Herregårdsruten, der er en 660 km skiltet rute fordelt på 14 etaper.

  • Vilde dyr: Lolland-Falster byder på et væld af cykelruter med spændende temaer. Prøv fx en rute med dyretema: Vilde heste, Fuglenes fristeder, Safari på cykel eller I havørnens land.


Mountainbike (MTB)

"Der er så fuld af sjov - ude i en skov". Sådan lyder en gammel sang - og den kunne godt handle om MTB!

I princippet kan du bare hoppe på din gamle havelåge, og cykle ud i din lokale skov. Mange af skovens stier byder i sig selv på masser af flot natur og udfordrende kørsel på grus. Men vil du tage det til næste niveau, skal du prøve en rigtig mountainbike og køre på de markerede spor, som ruterne hedder i MTB-jargon.

Første gang er det en rigtig god ide at kontakte en af de mange aktører, der er specialiserede i MTB - og hvor du både kan leje cykler og booke dig ind på en guidet begyndertur med introduktion til sporten. Du kan fx få kurser hos:


Cykelløb

Er du vild med konkurrence - og godt selskab? Så kør med i et af sommerens mange cykelløb. Der er løb for enhver smag og i mange sværhedsgrader og distancer. Kør fx med i:

  • DGI Hærvejsløbet - 24. juni
    Oplev Hærvejen fra cykelsadlen i tre forskellige discipliner: Landevejscykling, MTB eller Gravel. Læs mere

  • Tour de Femina - 13. august
    Der er lagt op til en festdag for alle kvinder, der elsker at cykle. Vælg mellem 28 km, 58 km eller 106 km. Læs mere

  • Gran Fondo Storebælt - 2. september
    Det bliver særligt festlig at cykle over Storebæltsbroen i år, hvor broen kan fejre sin 25 års fødselsdag. Læs mere


Landevejscykling

Det er sæson for de store cykelløb. Forude venter Tour de France og Vuelta a España, og hvorfor egentlig ikke selv prøve kræfter med landevejscykling? Du kan nemt starte op på egen hånd på en habil bycykel, eller du kan melde dig ind i en cykelklub - det kræver dog en racercykel. Cykelbukser er et must og i klubber er hjelm påkrævet. De fleste begyndere har snuset til sporten, inden de prøver en cykelklub. Man kan som regel cykle med et par gange, før man beslutter, om man vil være medlem.

Men jeg er i dårlig form - kan jeg følge med?
Når du cykler, arbejder de store muskelgrupper i benene og pulsen kommer godt op. Samtidig optimerer racercyklens siddestilling dit luftindtag. Begge dele betyder, at din kondition bliver forbedret relativt hurtigt, så du vil snart kunne holde trit med andre motionister og køre længere, end du er vant til. Medlemmerne i landets klubber er typisk hjælpsomme over for begyndere, så du kan få gode råd med på vejen.

Find din lokale cykelklub på dcu.dk

Læs også

Sådan indstiller du din cykelsadel

Bliver du øm af at sidde på din sadel? Så tjek om den passer i bredden - og om den sidder rigtigt. Her får du en guide til begge dele.

Læs mere

Gør modvind til medvind

Når solen skinner, er det let at være glad for sin cykel. Men hvordan bevarer du optimismen, når det øser ned og blæser en halv pelikan? Her får du cykeloptimistens bedste tips.

Læs mere

Godt pumpet!

Du kender det sikkert godt. Dækkene trænger til lidt luft, og så får de ellers med pumpen, til det synger i ringene. Her får du cykelmekanikerens bedste råd til den perfekte pumpning.

Læs mere