Hjemmearbejde? Sådan cykler du med!

Mange af os arbejder stadig hjemmefra, og det gør kun længslen efter at komme ud i den friske luft og få god motion endnu større. Heldigvis kan du kan sagtens være med i VI CYKLER TIL ARBEJDE, selvom du arbejder hjemme i maj. Ja, faktisk er der deciderede fordele. Læs, hvordan du og kollegaerne får del i cykelglæden på afstand - og holder gejsten oppe sammen.

Hvor skal du cykle hen?

De første spørgsmål, der melder sig er selvfølgelig: Når jeg ikke skal på arbejde - hvornår skal jeg så cykle? Og hvor i alverden skal jeg cykle hen?

Sparet transporttid = dejlig cykeltid
I "gamle dage" - før corona sendte dig hjem - brugte du måske 30-60 minutter på at tage på arbejde. Men din nuværende vej til arbejde er formentlig en rute, der bugter sig fra soveværelset til din stue, køkkenbord eller hvor, du nu har klemt din hjemmearbejdsplads ind. Det tager dig altså nu rundt regnet to minutter at komme på arbejde. Den sparede tid er din helt egen - og den skal du selvfølgelig bruge til dejlige cykelture.

Få en tur ud af det
Det er oplagt, at du cykler ud til de ting, du alligevel skal nå i løbet af dagen - ta' cyklen på indkøbsturen eller når du skal aflevere eller hente børn. Men giv dig selv en udfordring og forlæng ruten: Vælg fx et supermarked 3 km længere væk - eller kør en omvej til eller fra institutionen. Sæt barnesæde på cyklen - eller lad børnene cykle selv, hvis de er gamle nok. De fleste børn elsker at cykle, så det er ren win-win!

Brug din sparede transporttid på:

  • Lokal sightseeing. Udforsk dit lokalområde. På cykel kommer du hurtigt langt, og måske opdager du et nyt yndlingssted i naturen.

    Frokostpause i det grønne. Tag madpakken med og nyd den under åben himmel.

    Fyraftenshygge med familie og venner. Tag børnene eller vennerne med på cykeltur. Måske kan I finde en ny legeplads eller et nyt ishus.

    Blomster-plukning. Pluk en flot buket - det må du gerne på statens naturområder. Læs mere om hvad du må plukke og samle i naturen her

Hold gejsten med dine kollegaer

Vi ved, at det kan være svært at hanke op i sig selv, når man sidder derhjemme og strengt taget ikke er nødt til at cykle en tur. Her er kollegaerne dine bedste venner - og konkurrenter! Brug dem som støtte og motivation, men også til at udfordre hinanden.

  • Aftal et tidspunkt, der passer alle på holdet. Find et fast tidspunkt på dagen - evt. bare én dag om ugen - hvor hele holdet har tid til at cykle en tur på samme tid. Det er drønmotiverende at være fælles om at cykle, selvom I geografisk er langt fra hinanden.

  • Hold hinanden opdateret. Før eller efter cykelturene kan I mødes virtuelt: I kan råbe jeres kampråb, prale, juble, dele gode fif, cykelanekdoter og billeder fra jeres ture. Brug fx Teams, Zoom, mail, slack, snapchat, fax ... I vælger helt selv, hvilken platform, I bedst kan li' til at støtte og udfordre hinanden.

  • Del jeres resultater. Find en på dit hold, der ugentligt deler jeres opnåede cykeldage, kilometer og trofæer med resten af holdet. Så er det nemt at se, om der er nogen, der skal heppes lidt ekstra på.

  • Del jeres ture med hinanden. På en cykelcomputer eller med en cykel-app som fx Strava, kan du tracke dine egne ture, følge med i både antal kilometer, højdemeter og meget mere. Det gør det også nemmere, når du skal taste dine cykeldage på din profil her på vcta.dk, hvor du og dit hold kan følge med i hinandens cykling - og hold øje med hvordan I klarer jer i forhold til konkurrerende hold fra arbejdspladsen og ærkefjende-cykelholdet fra et andet firma i jeres branche.

  • Anerkend dig selv og hinanden. Husk: En kortere tur er bedre end ingen tur!

Fordele ved at arbejde hjemmefra

Hvis du arbejder hjemmefra, så bliver årets VI CYKLER TIL ARBEJDE uden tvivl en anderledes oplevelse. Til gengæld findes der deciderede fordele ved at deltage hjemmefra.

  • Du kan give den max gas uden at bekymre dig om svedpletter og hjelmhår.

  • Hvis du køber kage for at belønne din indsats, skal du ikke kæmpe med dine kollegaer om det sidste stykke – it's all yours!

  • Cykelturen kan lægges på dit yndlingstidspunkt. Trænger du fx altid til en kort pause og frisk luft efter frokost, kan du med fordel bruge pausen på en cykeltur.

  • Du bestemmer helt selv distancen og ruten. Har du lyst til en længere tur, er du ikke begrænset af afstanden til arbejdet. Det samme gælder, hvis du en dag ikke har så mange kilometer i benene. Og samtidig behøver du ikke køre til samme destination hver dag.

  • Du undgår travlhed på cykelstierne. Når du ikke skal cykle på et bestemt tidspunkt eller ad en bestemt rute, kan du nemt cykle en tur, hvor der ikke i forvejen er trængsel på cykelstierne.

Læs også

Hvad sker der i din hjerne, når du cykler?

Du ved nok, at det er godt for dit helbred at cykle. Men hvad sker der egentlig i din hjerne, når du træder i pedalerne? Det forklarer professor og overlæge på Rigshospitalet Bente Klarlund Pedersen.

Læs her

Gør modvind til medvind

Når solen skinner, er det let at være glad for sin cykel. Men hvordan bevarer du optimismen, når det øser ned og blæser en halv pelikan? Her får du cykeloptimistens bedste tips.

Læs guiden

Køb T-shirten

VI CYKLER TIL ARBEJDE-T-shirten er både behagelig at cykle i og bæredygtigt produceret af 100 % genbrugsmaterialer.

Læs mere